1.011 danskere har været så søde at deltage i vores store spørgeskema-undersøgelse om valentinsdag, og i artiklen her præsenterer vi undersøgelsens spændende resultater. Derudover redegør vi kort for vores fremgangsmåde samt undersøgelsens sample.
Hvert år den 14. februar er der valentinsdag.
En dag, som mange danskere har vidt forskellige holdninger til. Nogle synes nemlig, at dagen er opreklameret, mens andre elsker den. Noget, som tydeligt fremgår af vores store spørgeskema-undersøgelse.
Andre forhold, som vi via vores undersøgelse opnår indsigt i eller antydninger af, er:
- Hvor mange der fejrer valentinsdag?
- Hvilke holdninger til dagen, der er de dominerede?
- Hvordan markerer de, der fejrer valentinsdag, denne dag?
- Hvilke forskelle er der på henholdsvis mænds og kvinders tilgang til dagen?
- Er dagen mere populær blandt de unge end hos de ældre?
Hvis du ønsker at tage et nærmere kig på det spørgeskema, som vores 1.011 respondenter har udfyldt, kan du finde dette her.
Undersøgelsens mest interessante resultater og pointer
Inden længe redegør vi kort for undersøgelsens sample, og derefter bearbejder vi grundigt undersøgelens data.
Inden vi når så langt, ønsker vi dog at introducere dig for, hvad du formentlig er kommet for – nemlig en sammenfatning af undersøgelsens mest interessante pointer.
Disse følger herunder i punktform:
- 32,13 % af vores 1.011 respondenter tilkendegav, at de fejrede valentinsdag, når de var i et forhold
- 43,3 % af de af vores respondenter, der tilkendegav, at de var singler, syntes, at dagen var opreklameret. For de af vores respondenter, der tilkendegav, at de var i et forhold, var andelen, som fandt dagen for værende opreklameret, 39,8 %
- Hvis du befinder dig i et forhold, er der større sandsynlighed for, at du decideret elsker valentinsdag, end hvis du er single
- Det er markant mere normalt for en mand at fejre valentinsdag for sin partners skyld, end det er for en kvinde
- Som kvinde er det mere normalt at modtage en gave på valentinsdag, end det er at give en. For en mand forholder det sig omvendt
- Ikke så overraskende er der markant flere mænd, der fejrer valentinsdag ved at give deres partner blomster, end der er mænd, som fejrer dagen ved at modtage blomster. For kvinder forholder det sig omvendt
- Dagen fejres oftere af de unge end af de ældre
- Jo ældre du er, desto større sandsynlighed er der for, at du finder dagen opreklameret.
Undersøgelsens sample
Samtlige af undersøgelsens 1.011 respondenter fandt vi via en række forskellige Facebook-grupper, hvor vi fik tilladelse til at dele vores spørgeskema.
Nogle af disse grupper var single-grupper, mens andre var online niche-fællesskaber, eksempelvis grupper kun for kvinder.
Kønsfordelingen
Blandt andet fordi vi delte spørgeskemaet i en række deciderede kvinde-grupper, endte vi med en majoritet af respondenter, der tilhører kvindekønnet.
Helt præcist tilhører 74,2 % af vores respondenter kvindekønnet, 24 % tilhører mandekønnet, mens de resterende 1,9 % definerer sig som non-binære.
Blandt andet den skæve kønsfordeling bevirker desværre, at vores undersøgelse ikke kan siges at være 100 % repræsentativ for den danske befolkning.
Dette betyder dog ikke, at undersøgelsen ikke kan give os en masse spændende indsigter om danskernes forhold til valentinsdag, for det mener vi bestemt, at den kan.
Dog betyder det, at en række af vores resultater ikke nødvendigvis er generaliserbare for den danske befolkning, hvorfor disse skal fortolkes med et forbehold.
Ideelt set var det lykkedes os at sammensætte et hold af respondenter, der var 100 % repræsentativt for Danmarks befolkning, men det var desværre ikke muligt for os at plukke respondenter valgfrit i et sådant omfang, at den samlede gruppe imødekom netop de krav, der gør sig gældende til en respondent-gruppe, hvis denne skal være repræsentativ for et lands befolkning.
Dog er vores sample trods alt så talrigt og mangfoldigt, at mange af indsigterne som minimum må siges at være kraftige antydninger af, hvordan tingene formentlig forholder sig på landsbasis.
Aldersfordelingen
Vores yngste respondent var 16 år, mens den ældste var 78 år.
Gennemsnitsalderen for en respondent var 34,26 år.
Undersøgelsens resultater
I det følgende vil vi gennemgå undersøgelsens mest centrale data trin for trin. Løbende vil vi kommentere på samt fortolke dataen.
Senere i artiklen dykker vi ned i, hvorvidt vores data antyder, om køn og/eller alder spiller en rolle i forhold til ens tilgang til valentinsdag.
Så mange af vores respondenter fejrer valentinsdag
32,13 % af vores i alt 1.011 respondenter angav, at de fejrer valentinsdag, når de er i et forhold.
Som bemærket er disse 32,13 % ikke nødvendigvis et præcist udtryk for situationen på landsplan anno 2023, da vores respondenter – som vi har redegjort for – ikke er et repræsentativt udsnit af den danske befolkning.
Dykker man ned i tidligere undersøgelser af feltet, tyder noget på, at den samlede andel af danskerne, der fejrer valentinsdag, er lavere end 32,13 %.
I hvert fald udgav Coop-analyse en undersøgelse i 2020, der var repræsentativ for den danske befolkning i aldersgruppen 18-74 år, og denne undersøgelses data angav, at blot omkring 10 % af danskerne fejrede valentinsdag i 2020.
De store procentuelle forskelle, der er mellem Coop-analyses undersøgelse og vores, skyldes sandsynligvis to forhold.
Dels skyldes det sandsynligvis, at vores sample ikke er 100 % repræsentativt for Danmarks befolkning, men derudover er det også meget sandsynligt, at forskellen skyldes, at markant flere danskere markerer valentinsdag i 2023 end i 2020.
Vores respondenters holdning til valentinsdag?
Foruden at spørge vores respondenter om, hvorvidt de fejrer valentinsdag, når de er i et forhold, spurgte vi dem også om deres holdning til dagen.
Helt konkret lød vores spørgsmål som følger: “Hvad er din holdning til valentinsdag?”
Herunder følger de prædefinerede svar, som vores respondenter kunne vælge imellem:
- Jeg elsker den!
- Det er en fin tradition
- Jeg fejrer dagen for min partners skyld
- Jeg synes, at dagen er opreklameret
- Jeg hader den
- Jeg har ingen holdning.
Sådan svarede de respondenter, der var i et forhold
551 af vores i alt 1.011 respondenter befandt sig – da de udfyldte spørgeskemaet – i et forhold, og herunder følger en oversigt over, hvordan denne gruppes svar fordelte sig på spørgsmålet:
“Hvad er din holdning til valentinsdag?”:
- Jeg elsker den! (8,5 %)
- Det er en fin tradition (25,4 %)
- Jeg fejrer dagen for min partners skyld (3,8 %)
- Jeg synes, at dagen er opreklameret (39,7 %)
- Jeg hader den (1,6 %)
- Jeg har ingen holdning (20,9 %).
Sådan svarede de respondenter, der var singler
460 af vores i alt 1.011 respondenter var singler, da de udfyldte spørgeskemaet, og herunder følger en oversigt over, hvordan denne gruppes svar fordelte sig på spørgsmålet:
“Hvad er din holdning til valentinsdag?”:
- Jeg elsker den! (4,6 %)
- Det er en fin tradition (25 %)
- Jeg fejrer dagen for min partners skyld (3,5 %)
- Jeg synes, at dagen er opreklameret (43,3 %)
- Jeg hader den (2,4 %)
- Jeg har ingen holdning (21,3 %).
Interessante forskelle
Vores data antyder, at det er mere normalt, at decideret elske valentinsdag, hvis man befinder sig i et forhold, frem for hvis man er single.
Til gengæld er det mere normalt at finde dagen opreklameret eller decideret hade denne, hvis man er single, frem for hvis man befinder sig i et forhold.
Hvordan fejres dagen?
Alle de respondenter, der angav, at de fejrer valentinsdag, når de er i et forhold, stillede vi følgende spørgsmål:
“Hvordan plejer du at fejre valentinsdag?”
Respondenterne kunne vælge mellem følgende svarmuligheder og havde – hvilket vi gjorde tydeligt for dem – mulighed for at vælge flere svar:
- Ved at give en gave
- Ved at modtage en gave
- Med restaurantbesøg
- Ved at udtrykke min kærlighed
- Med sex
- Ved at give blomster
- Ved at modtage blomster
- Andet (her kunne respondenterne selv skrive, hvordan de fejrede dagen).
- Ved at give en gave (53,56 %)
- Ved at modtage en gave (34,98 %)
- Med restaurantbesøg (44,58 %)
- Ved at udtrykke min kærlighed (55,42 %)
- Med sex (38 %)
- Ved at give blomster (31,26 %)
- Ved at modtage blomster (31,89 %)
- Andet (her kunne respondenterne selv skrive, hvordan de fejrede dagen)
Som du kan se, angav mere end halvdelen af de af vores respondenter, for hvem dette trin af undersøgelsen var relevant, at de markerer valentinsdag ved at give en gave.
Et populært gavevalg på valentinsdag er indiskutabelt blomster, hvilket blandt andet understreges af, at 31,26 % af de af vores respondenter, for hvem dette trin af undersøgelsen var relevant, angav, at de plejer at fejre valentinsdag ved blandt andet at give deres partner blomster, mens 31,89 % af de respondenter, for hvem dette trin er undersøgelsen var relevant, angav, at de plejer at fejre valentinsdag ved at modtage blomster.
At blomster hitter på valentinsdag understreges ligeledes af informationer, vi har indhentet hos en af landets førende blomsterhandlere – nemlig Interflora.
En talsmand herfra har nemlig oplyst os om, at de har omkring fem gange så mange ‘leveringer’ på valentinsdag som på en almindelig dag.
Kønsmæssige forskelle
I dette afsnit kigger vi nærmere på en række interessante forskelle kønnene imellem i vores data.
En række af de interessante forskelle, der kan spores, er i forhold til spørgsmålet:
“Hvad er din holdning til valentinsdag?”
Herunder gennemgår vi fordelingen af svar for henholdsvis vores mandlige og kvindelige respondenter:
Kvindelige respondenter:
- Jeg elsker den! (6,8 %)
- Det er en fin tradition (26,9 %)
- Jeg fejrer dagen for min partners skyld (0,9 %)
- Jeg synes, at dagen er opreklameret (41,9 %)
- Jeg hader den (1,7 %)
- Jeg har ingen holdning (21,7%).
Mandlige respondenter:
- Jeg elsker den! (4,5 %)
- Det er en fin tradition (21,5 %)
- Jeg fejrer dagen for min partners skyld (11,2 %)
- Jeg synes, at dagen er opreklameret (41,3 %)
- Jeg hader den (1,7 %)
- Jeg har ingen holdning (19,8%).
Vores data afslører klart og tydeligt, at det markant mere udbredt blandt det mandlige køn at fejre valentinsdag for sin partners skyld, end det er blandt det kvindelige.
Hele 11,2 % af vores mandlige respondenter angav nemlig, at de fejrer dagen for deres partners skyld, mens andelen af kvindelige respondenter, der angav det samme, blot var 0,9 %.
Ligeledes antyder vores data, at andelen af kvinder, der decideret elsker dagen, er en smule større end andelen af mænd, der gør det samme, men derudover er der faktisk ikke de helt store forskelle at spore kønnene imellem lige i forhold til, hvad de synes om dagen.
Til gengæld er der forskelle at spore kønnene imellem i forhold til, hvordan dagen fejres.
Herunder følger fordelingen af svar for henholdsvis vores mandlige og kvindelige respondenter, for hvem denne del af undersøgelsen var relevant, til følgende spørgsmål:
“Hvordan fejrede du valentinsdag, dengang du havde en kæreste/hvordan fejrer du valentinsdag?”:
Kvindelige respondenter:
- Ved at give en gave (47,23 %)
- Ved at modtage en gave (56,05 %)
- Med restaurantbesøg (41,25 %)
- Ved at udtrykke min kærlighed (59,64 %)
- Med sex (35,42 %)
- Ved at give blomster (9,42 %)
- Ved at modtage blomster (40,81 %).
Mandlige respondenter:
- Ved at give en gave (64,84 %)
- Ved at modtage en gave (19,78 %)
- Med restaurantbesøg (51,65 %)
- Ved at udtrykke min kærlighed (45,05 %)
- Med sex (41,76 %)
- Ved at give blomster (80,22 %)
- Ved at modtage blomster (6,59 %).
Vores data giver en række spændende indsigter, blandt andet følgende:
- Som kvinde er det mere normalt at modtage en gave på valentinsdag, end det er at give en. For mænd forholder det sig omvendt
- Ikke så overraskende er der markant flere mænd, der fejrer valentinsdag ved at give blomster, end der er mænd, som fejrer dagen ved at modtage blomster. For kvinder forholder det sig omvendt
- Den måde, hvorpå flest kvinder fejrer valentinsdag, er ved at udtrykke deres kærlighed, hvilket man kan gøre på mange måder, mens den måde, hvorpå flest mænd fejrer dagen, er ved at give deres partner blomster.
Alderens betydning
I det følgende kigger vi nærmere på, hvorvidt alderen ser ud til at spille en rolle i forhold til ens tilgang til valentinsdag.
Mest normalt at fejre valentinsdag som ung
Jævnfør vores data er det mest normalt at fejre valentinsdag som ung.
Hele 36,8 % af vores respondenter i aldersgruppen 16-29-årige angav nemlig, at de fejrer valentinsdag, når de har en kæreste. For de 30-40-årige var mængden 29,1 %, for de 41-55-årige 28,4 %, mens den for de +55-årige var 21,4 %.
De ældre synes i højere grad end de unge, at dagen er opreklameret
33 % af vores respondenter i aldersgruppen 16-29 år tilkendegav, at de synes, at dagen er opreklameret.
For de 30-40-årige var mængden, der angav, at de finder dagen opreklameret, 46,3 %, for de 41-55-årige var andelen 46,7 %, mens den for de +55-årige var hele 60,5 %.
Vores data taler altså sit tydelige sprog: Desto ældre du er, jo større chance er der for, at du synes, at valentinsdag er noget opreklameret halløj.