Med fremkomsten af internet opstod også muligheden for at date online, men hvilke datingsider har egentlig været pionererne, og findes de stadigvæk? Dette kigger vi nærmere på i artiklen her.
På verdensplan findes der i dag mere end 100 forskellige datingsider og -apps, så hvis du ønsker at date online, er der – mildt sagt – lidt forskelligt at vælge imellem, men sådan har det ikke altid været.
Online dating er nemlig stadigvæk et relativt nyt fænomen.
Hvis vi udelukkende kigger på online dating-fænomenet i et dansk perspektiv, så kan vi fortælle, at online dating for alvor startede for danskerne tilbage i 1998, hvor Dating.dk – som anses for at være Danmarks ældste datingside – blev lanceret.
Siden da er der kommet adskillige flere spillere til, men ingen har formået at vippe Dating.dk af pinden som markedsleder. Dating.dk er nemlig stadigvæk den dag i dag den største danske datingside, der findes, hvis man måler efter antallet af medlemmer.
Hvad med på verdensplan?
Som bemærket blev Dating.dk lanceret i 1998, hvilket var tidligt nok til gøre Dating.dk til den første danske datingside, men ikke helt tidligt nok til at gøre Dating.dk til verdens første datingside.
Verdens første datingside blev nemlig lanceret tre år forinden i 1995, da sitet Match.com gik live.
Indenfor online dating tyder noget på, at der er stor værdi i at være pioner, for ligesom Dating.dk stadigvæk er en rigtig fin forretning for dem, der står bag denne, så er Match.com det samme.
I dag findes Match.com i mere end 20 forskellige lande, og selskabet bag, kaldet Match Group Inc, ejer nogle af verdens mest populære datingsider og -apps, heriblandt Tinder.
Hvilken datingtjeneste er størst?
Ifølge statisticsanddata.org er den p.t. største datingtjeneste Badoo, som i januar 2022 havde omkring 30 millioner brugere fordelt over hele verden.
Den næstmest populære tjeneste er – ifølge selvsamme kilde – Tinder, der i januar 2021 havde besøg af mere end 13 millioner brugere.
På tredjepladsen finder vi en tjeneste, der endnu ikke har fået sit store gennembrud i Danmark, nemlig Plenty of Fish, som på én måned formåede at tiltrække mere end ni millioner besøgende.
På fjerdepladsen finder vi verdens ældste datingside – nemlig Match.com.
Som tidligere bemærket ejer firmaet bag Match.com også Tinder, men faktisk ejer selskabet også Plenty of Fish, og det – at selskabet ejer tre ud af de fire mest populære datingsider verden over – understreger, at selskabet er et af de absolut førende inden for online dating-industrien.